Kobudo seminar 16. februar 2013

Mange forbinder karate med stød og slag, men ikke alle ved, at i karatens fødeegn Okinawa, er karaten i lige så høj grad forbundet med en form for våbentræning - ikke samuraisværd og den slags som i højeregrad hører til Japan som sådan, men træning med særlige våben udviklet specielt på Okinawa herunder Bo'en, som er en stav på ca. 180 cm, og som regel udført i rødeg.

Denne våbentræning benævnes kobudo eller kobujutsu, og det er også en del af den stilart som trænes i karateklubben på Øland.

Den 16. februar havde klubben fornøjelsen af at have Shihan Arne Nielsen 6. dan og Sensei Mariana Cartuliares 4. dan på besøg til et sådant træningsseminar. Begge er dygtige karate og kobudo folk, så Vi glædede os meget til besøget.

Temaet for træningen var netop en introduktion til træning med bo, og der blev trænet såvel grund teknik, kata og kumite (kamp øvelser to og to)

Træningen foregik i en god og koncentreret atmosfære, og såvel Shihan Arne som Sensei Mariana var dygtige formidlere, og levere en god og solid undervisning, som i den grad gav blod på tanden til mere, og mere er også planen, da dette seminar er tænkt som en opstart på at klubben vil begynde at træne med bo en gang om måneden som en del af klubbens øvrige aktiviteter, som foruden fast træning 2 gange ugentligt også omfatter kamptræning hver anden lørdag, samt graduering 2 gange årligt.