Sommerlejr 2019 24 - 26 maj

Bosei Idrætshøjskole lagde endnu en gang en velvalgt ramme om Shuri Ryu Danmarks sommerlejr 2019, hvor karatekaér fra hele landet havde sat hinanden stævne herunder også Sensei Henrik Vandrup og Nicolaj Fristrup fra Øland Karate.

Lejren var bygget op på den måde at fredagen startede med en fællestræning hvor stilartens øverste instruktører Kyoshi Vitus Bilking 8. Dan, Kyoshi Niels Larsen 7. Dan og Shihan Arne P. Nielsen 6. Dan hver især stod for en indledende seance. Alle 3 Instruktører havde nogle gode og spændende øvelser med i posen, som fik sveden frem på panden hos deltagerne.

Om lørdagen var dagen delt op i forskellige klasser, hvor eleverne blev undervist af instruktørerne i så forskellige emner som alternativ bunkai på kata, sparketeknik, Goshinjutsu, kata, kobudo og kumite. Lørdag formiddag var desuden dedikeret til en ene af årets to National Gradueringer, hvor de, som skal gradueres fra 3. Kyu og op, går til prøve. Det var en hård prøve hvor eleverne kom vidt omkring i stilartens mange facetter foruden det fysiske pensum, som også er en del af pensum til de forskellige grader.

For os her fra det nordlige hjørne af landet var det årets Nationalgraduering, som var mest spændende da Nicolaj i år for første gang var til National graduering og skulle op til 3. Kyu brunt bælte. Og det var en hård prøve, hvor alle også Nicolaj blev presset til det yderste.

Et andet af højdepunkterne var Kyoshi Vitus Bilkings undervisning. Selvom han er ramt af en uhelbredelig kræftform står han stadig stærkt på gulvet og han deler gavmildt ud af hans store viden og erfaring til både høj og lav.

Lørdag aften blev resultatet af formiddagens graduering afsløret, og stor var glæden over at alle var bestået og også Nicolaj Fristrup, som kunne modtage diplom og et håndtryk af stilartens chefinstruktør Niels Larsen.

Søndag gik formiddagen som lørdagen med forskellige klasser efterfulgt af en anden af lejrens traditioner: Den afsluttende fysiske træning som Sensei Dennis Lerche fra Århus dojoen stod for i år. Der blev svedt og grint over strabadserne. Herefter var det bare at ønske hinanden tak for en dejlig lejr og på gensyn i 2020 for Øland Karate med en nyslået brunbælte med hjem i bagagen.