Sommerlejr på Bosei 2017:

Bosei 2017:

26. Maj satte Henrik Vandrup og Nicolaj Fristrup kursen sydpå mod Bosei på Præstø, hvor årets sommerlejr traditionen tro skulle afholdes. Forude lå 3 dages intensiv træning, godt samvær og nye venskaber, som bare ventede på at blive opdaget.

Det var som altid En velsmurt maskine, med god struktur og veloplagte instruktører, som var klar til at øse ud af deres erfaring og viden. Fredag underviste Kyoshi Vitus Bilking, Shihan Niels Larsen og Shihan Arne Nielsen i blandt andet kogeki Hoyo, forspænding og mitsurin Kumite.

Så var vi i gang og næste morgen var de håbefulde kæmpere op til årets nationalgraduering. Vi havde ikke selv nogen op i år, men det var alligevel spændende at se de 6 elever gøre deres yderste for at bestå. Det gjorde 5 ud af 6 da heldigvis også.

Om lørdagen var der som noget nyt både kamptræning, og der blev afholdt et lille træningsstævne, dels så man som kæmper kunne opleve, hvad det vil sige at være til stævne, og dels så de højere grader kunne træne dommergerningen. Det er en super god ide, både for kæmpere og for højere grader.

Om aftenen var der overrækkelser og et af aftenens højdepunkter var Shihan Niels tale til Kyoshi, hvor han fik overrakt et særligt eksemplar af vores karate hæfte med al pensum og kataer, som endelig er blevet færdig, signeret af alle sortbælter. Et stort øjeblik for alle.

Søndag fortsatte i sædvanlig stil med den traditionelle afsluttende fysisk træning, før vi alle kunne sætte kursen hjemad trætte men glade og veltilfredse.

En af de gode ting ved at være på lejr er jo dels det sociale samvær, men også glæden ved at opleve andre instruktører og deres måde at undervise. Derfor kan jeg kun anbefale at man griber denne chance til næste og deltager, og jeg tror Nicolaj vil give mig ret. :-)