Den tyske besættelse sluttede for Danmarks vedkommende den 5. maj 1945, og i den efterfølgende tid var der mange nye problemstillinger for de skiftende regeringer at tage stilling til.

I besættelsens sidste år var der opstået store modsætningsforhold mellem Frihedsrådet og de politikere, der havde stået for samarbejdspolitikken med Tyskland. Det ledte til flere dramatiske konflikter, men efter besættelsens ophør, indledte de 2 parter dog et samarbejde og dannede en fælles regering med 9 ministre fra hver gruppe.

En af de første arbejdsopgaver for den nydannede regering var et opgør med de personer, der havde hjulpet besættelsesmagten indirekte eller direkte. For at undgå uro blandt befolkningen blev der lavet love med tilbagevirkende kraft, indført dødsstaf, og der blev nedsat en kommission, der skulle undersøge de politiske partiers ageren før og under besættelsen.

Men hurtig kom der et modsætningsforhold mellem de politiske partier og repræsentanter for frihedsrådet og i oktober 1945 blev der valg til Rigsdagen igen, hvorefter Venstre med Knud Kristensen som statsminister dannede regering.

Ved dette valg fik Danmarks kommunistiske parti 18 mandater i Folketinget, mens Socialdemokratiet gik tilsvarende tilbage. Kommunistisk partiets succes var for en stor del baseret på den goodwill som Sovjetunionen havde vundet gennem sin kamp mod det Nazistiske Tyskland og en frygt for at de dårligst stillede skulle bære en stor del af omkostninger for krigen.

Men i Danmark skabte det en voksen frygt for sovjetisk indflydelse og Social Demokratiet plus de borgerlige partier begyndte en ideologisk kamp mod kommunistisk indflydelse på arbejdspladserne, på faglige organisationer og i institutionerne.

Frygten for Sovjetunionen var reel, da unionen igennem hele perioden forsøgte at udvide sin interessesfære og politiske indflydelse i Europa også gennem aktiv politisk og militær indgriben.

I 1945 havde Danmark problemer i forbindelse med oprettelsen af FN, da Sovjet i modsætning til USA og England nægtede at acceptere en dansk ansøgning til organisationen på grund af den tidligere samarbejdspolitik med Tyskland. Men i september 1945 kunne Rigsdagen dog ratificere FN-pagten og Danmark var nu medlem af FN.

Håbet om at FN ville sikre fred og stabilitet i hele verden brast dog hurtigt. De kraftige spændinger mellem de nye stormagter Sovjet og USA blev markant tydelige og kom til at udtryk på alle ideologiske, økonomiske og militære områder. Dette koldkrigsforhold dominerede verden igennem den sidste halvdel af 1900 tallet.

Europa manglede kapital til at iværksætte og etablere nye rationelle produktionsformer, der bruges i verdenshandlen. Ud fra et økonomisk og ideologisk synspunkt iværksatte USA en kolossal hjælpepakke, Marshallhjælpen, til Europa.

Den skulle sikre økonomisk vækst og skabe grobund for stigende globalisering med en dertilhørende liberalisering af handlen.  For at støtte liberalisering blev organisationen OEEC skabt, hvis mål var at sikrede frihandlen og fordele lånene fra USA. 

Danmark blev medlem af OEEC i 1948 og reelt betød det et kraftigt løft til erhvervslivet, der dog pludselig måtte indstille sig på mere internationale konkurrence, men på langt sigt betød det en betydelig økonomisk vækst for hele landet.

Lige efter krigen stod den danske økonomi svagt og produktionen var baseret på hjemmemarkedet. Men langsom blev den danske økonomi integreret med andre vestlige lande og produktionen målrettet eksportmarkedet. Danmark var stadig et landbrugsland, men langsomt blev industrien en afgørende faktor i økonomien. I de første år efter besættelsen lå væksten på 2 %, men i perioden fra 1958 til 1973 steg væksten til 6 % pr. år.  Der var højkonjunktur og arbejdsløsheden var i bund. Industrien overhalede landbruget i antal beskæftigede og værdi af produktion. I 1973 var der over 2,5 millioner beskæftiget i industrierhvervet, heraf var der nu 1. million kvinder i arbejdstyrken.

Mange af kvinderne fandt beskæftigelse i den offentlige sektor for eksempel i undervisning, sundhedsvæsnet eller socialforsorg.  Dette satte også gang i debatten om ligestilling mellem kvinder og mænd.

I efterkrigstidens Vesteuropa var der et ønske om udvide det økonomiske samarbejde for at sikre stabilitet og vækst.  I 1957 blev den såkaldte Kul og Stålunion oprettet med deltagelse af 6 lander i Europa. Kul og Stål Unionens mål var i begyndelsen af sikre en indbyrdes frihandel og en ydre toldgrænse. Senere blev Kul og Stålunionen omdøbt til EF. På langt sigt var målet for EF en politisk union, der kunne markere sig på verdensplan.

Som en modvægt dannede 7 andre lande i Europa EFTA, der også skulle sikre frihandel mellem landene men ikke med en fælles ydre toldmur. Danmark blev efter mange overvejelser medlem af EFTA i 1960, dette ud fra kalkuler om hvilke af de 2 markedsdannelser, der ville give størst fordel for dansk økonomi. 

Danmark ønskede dog på langt sigt at indgå i et udvidet EF fordi det ville forbedre mulighederne for eksport af landbrugsvarer og giver andre fordele for dansk industri.

I begyndelsen afviste Frankrig Dansk og Engelsk medlemskab af EF, men i 1973 blev Danmark, England og Irland medlem af EF.  Blandt danske politikere var der meget fokus på de økonomiske fordele ved et medlemskab af EF, men til de politiske mål herunder til en union var støtten mere forbeholden. Mange borgere og fagforeninger frygtede, at det danske velfærdssystem ville komme under pres ved medlemskab, og at den demokratiske indflydelse vil forsvinde i en uoverskuelig union.

Netop i 1973 kom der en stagnation i den danske økonomiske vækst. Danmark blev hårdt ramt af at priserne på råvarer steg kolossalt, især prisen på olien røg i vejret. Dette på grund af at de olieproducereende land iværksatte et fælles initiativ for en samlet prisstigning på olie men det kom også en reaktion på en krig mellem Israel og en række mellemøstlige stater, der ønskede politiske indrømmelser gennem oliepression.

Den store højkonjunktur forsvandt, men alligevel skete der med vekslende mellemrum økonomisk vækst. Det blandt andet udviklet gennem vækstskabende initiativer fra staten, selv om det betød at der kom et stort underskud på statens budget.

Industrien fortsatte dog gennem 1970 og 1980’erne en stor produktionsstigning og dermed en øget eksport til lande i EF og til USA. I samme periode begynder olieudvindingen i Nordsøen og dette gavner både energisikring og dansk økonomi. En borgerlig regering med Statsminister Poul Schlüter i spidsen gennemførte kraftige omlægninger af økonomien, det blev dyrt at låne penge, forbruget blev begrænset gennem indgreb.

Men det gavnede, i løbet af få år var der igen overskud på betalingsbalancen, inflationen faldt, men til gengæld steg arbejdsløsheden.

Igennem 1990’erne er den politiske union blev et større ønske fra EU’s side og i 1991 blev Maastricht- traktaten et første skridt i retning af en samlet union. Danmark stemte nej til traktaten, men efter forhandlinger, hvor Danmark opnåede 4 forbehold, blev traktaten godkendt.  I løbet af 1990’erne og begyndelsen af 2000 tallet bliver flere nye stater optaget i EU, heriblandt mange fra de tidligere østbloklande.

Staten udvidede sine aktiviteter betydelig i denne periode, der var behov for nye institutioner, nye administrationsformer, bedre social sikring og generelt at give borgerne en række servicetilbud, som gradvist forvandlede med det moderne samfund. Skatten steg for at dække udgifterne til de nye tilbud så som undervisningssektoren, social og sundhedssektoren. 

Danmark blev en velfærdssamfund, skabt primært af Social Demokratiet men med forståelse fra de liberale partier, der kunne se at det var en nødvendighed i et moderne samfund. Tidens antiautoritære bevægelse slog igennem på alle niveauer af samfundet, og lighed gennem uddannelse blev et mål for de politiske strømninger.

Udviklingen i Europa plus Liberaliseringen og lånene fra USA betød også at Danmark politisk kom tættere og tættere på USA. Amerikansk kultur og forbrugsmønstre slog igennem i Danmark, og kommercialiseringen af produkter blev en del af hverdagen.

Igennem hele perioden fra 1945 havde Sovjet forsøgt at øge sin indflydelse i det område af Østeuropa, der var blevet tildelt Sovjet som interessesfære gennem forhandlinger mellem de allierede i Teheran, Jalta og Postdam.    

Men i februar 1948 kommer et kommunistisk kup i det demokratisk Tjekkoslovakiet, et kup støttet af Sovjetunionen. Det skaber frygt for tilsvarende kup i resten af det demokratisk Europa.

Samtidig med kuppet i Tjekkoslovakiet foreslog Sovjet Finland et venskabs- og bistandspagt.

Alt dette danner grobund for frygt og rygter, og i marts sender den danske ambassade oplysninger til Folketinget om at kommunisterne vil forsøge et kup i Danmark.

Præget af stemingen og frygten indleder regeringen undersøgelser af muligheden for en ny sikkerhedspolitik baseret på et samarbejde med andre nationer. Der blev startet forhandlinger om et nordiske forsvarsforbund, men dette blev ikke en realitet, da Norge ønskede en tæt kontakt med de gamle allierede USA og England. Forhalingerne om et neutralt nordisk forbund bryder sammen i 1949.

Samtidig er Norge i gang med at forhandle med USA, Canada og en række vesteuropæiske lande om et forsvarsforbund, kaldet NATO.  I februar ansøgte Norge om medlemskab til NATO og kort tid efter kom den danske ansøgning. 

Alle partier i Folketinget undtagen Danmarks Kommunistiske Parti og Det Radikale Venstre stemte for et medlemskab af NATO.  NATOs mål var at sikre fred og stabilitet gennem en fælles forpligtigelse til at hjælpe et medlemsland, der bliver udsat for et angreb. En vigtig brik i NATOs forsvar mod Sovjet var Thulebasen i Grønland bygget af USA under Anden Verdenskrig.

I foråret 1968 skete der i Tjekkoslovakiet meget overraskende betydelige politiske reformer.  Under ledelse af Alexander Dubček forsøgte det kommunistiske parti at indføre en mere åben form for socialisme, kaldet ”socialisme med det menneskelige ansigt". Reformerne medførte en øget ytringsfrihed og demokratisering i landet. 

Men andre kommunistiske stater i Østeuropa, især Sovjetunionen, så med bekymring på reformerne. De frygtede, at Tjekkoslovakiets eksempel kunne sprede sig og undergrave den kommunistiske styre i hele regionen. Derfor invaderede Sovjetunionen sammen med tropper fra Polen, Ungarn, Bulgarien og DDR, Tjekkoslovakiet i august1968. Det blev enden på den spæde demokratisering i Østeuropa, og sendte chokbølger gennem hele Europa, der også ramte Danmark. Tusindvis af tjekkoslovakker flygtede fra landet, og mange blev arresteret.

Situationen i Europa og medlemskabet af NATO betød at forsvarsudgifterne steg stærkt i de første år, men i gennem 1980’erne med Social Demokratiske regeringer kom udgifterne ned på et mere beskedent niveau.

Trods NATO-medlemskabet forsøgte Danmark at opretholde en vis neutralitetspolitik, især i forhold til de to supermagter, USA og Sovjetunionen. Den kolde krig prægede således på alle måder danskernes hverdage. Truslen om krig hang konstant i luften, og mange danskere var bekymrede for fremtiden også for et eventuelt atomangreb.

Den kolde krig havde også en stor indflydelse på kultur og kunst. I 1970’erne var der var en stærk interesse for politik, og mange kunstnere samt intellektuelle engagerede sig i fredsbevægelser og mod oprustning.
Det medførte at en række personer med udgangspunkt i det politiske engagement samarbejdede med landene i østblokke, primært Østtyskland (DDR).

Et af de mere kendte tilfælde var den danske journalist Flemming Sørensen, der i årevis førte et dobbeltliv som spion for den østtyske sikkerhedstjeneste, Stasi. Han var en af Stasis mest værdifulde agenter i Danmark og gik under dæknavnet ”Flame” eller ”Heinrich”.

Flemming Sørensen udnyttede sin position som journalist på Jyllands-Posten, Danmarks Radio og Flensborg Avis til at indsamle følsomme oplysninger, som han videregav til Stasi.

Han infiltrerede danske og vesttyske kredse for at skaffe militære oplysninger, og han afslørede identiteten på mange østtyskere, der var flygtet til Vesten. Hans aktiviteter havde alvorlige konsekvenser for de mennesker, han angav. Mange af dem blev fængslet og deres familier straffet.

Sørensen dobbeltspil blev afsløret i 1982 af en yngre kæreste efter et brud imellem dem. Han blev stillet for retten i Vesttyskland i 1983, men blev frifundet af tekniske årsager.  Sagen havde stor mediebevågenhed og Flemming Sørensen fik meget støtte fra store dele af det danske samfund og medieverden.  Mange havde meget sympati for ham og var ovebevist om at sagen var et udtryk for Vesttysklands efterretningstjenestes (BfV) overreaktion efter mange terroraktioner i landet.

Efter Østtysklands sammenbrud i oktober 1990, og Stasis arkiver blev offentlige, begyndte medierne at interessere sig for danskere, der ud fra et politisk-ideologisk ståsted havde samarbejdet med det østtyske diktatur.  Der var overaskende mange, der havde kollaboreret med styret i DDR, nok med baggrund i mange bevæggrunde. Men DDR's arkiverne afslørede også Flemming Sørensens dobbeltspil og løgne. I alt lå der i DDR arkivet over 3.000 sider med udførlige detaljer om hans aktiviteter i Vesttyskland og Danmark. Der blev iværksat en ny retssag mod Flemming Sørensen, men sagen blev afvist som forældet.  På samme måde blev mange andre tilsvarende sager mod danske statsborgere afvist, som forældede og sluttede uden dom.

Men genrelt har der i  Danmark således altid været et solidt flertal for medlemskab af NATO, også efter at de kommunistiske regimer i Østeuropa forsvandt efter 1989.

I perioden fra 1980’erne og op til i dag førte skiftevis social demokratiske og borgerlige regeringer en stram finanspolitik, så de offentlige udgifter og lønniveauet er holdt på et rimeligt niveau for at sikre et stabilt samfund. Disse tiltag har medført at dansk økonomi stod stærkt ved indgangen til år 2000. 

Den danske model med samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og i nogle situationer regeringen har vist sig at være en fantastisk skabelon for at udvikle nye koncepter til løsning af økonomiske og politiske samfundsproblemer. Det har givet muligheder for øget demokratiseringsproces, og skabt et dynamisk produktionsmiljø, der tager samfundsmæssige hensyn.

Dette har også sikret at velfærdssamfundet har kunnet overleve, selv om det er under pres fra en kommende stor ældre generation, eller den store tilvandring af immigranter, der har svært ved at finde fodsfæste på arbejdsmarkedet.

Igennem generationer er en samfundsmodel blevet opbygget, der på mange måder sikrer et minimum af social retfærdighed, mulighed for uddannelse, et transparent og tillidsbaseret beslutningsproces. 

Hele det moderne samfund kan trække historiske spor tilbage til de enkelte perioder af historien, lige fra Oldtidens landbrug, Middelalderens kristendom, Renæssancens kamp for retten til at eksistere som stat, Enevældens administration, Oplysningstidens trang til undervisning og frihed, Grundloven og demokratiseringen, den danske løsning på den verdensomspændende økonomiske krise, Besættelsen og kampen for friheden, Forsvarssamarbejdet mod demokratiets fjender under den kolde krig.

Danernes mark eller Danernes grænseland eksisterer stadig, navnet og landet der første gang blev nævnt i en skriftlig kilde fra år 890, nemlig i en beretning til Alfred den Store, konge af det sydengelske rige Wessex.

Andre tekster om perioden:

Skibskatastrofen ”Hans Hedtoft” 1959

Hjemmeværnets start

Kilder:

Sørine Jensen "Mine forældres liv" 2000

Udtalelse fra Socialistisk Folkepartis hovedbestyrelse  

Brev fra en dansker ansat på Thulebasen 

Jens Christian Boje Nørgaard

Efter Tysklands invasion af Danmark i 1940 kom Grønland formelt under tysk kontrol, men den grønlandske administration fortsatte med at fungere under danske repræsentanter. 

For at imødegå den tyske trussel indgik Danmarks repræsentant i USA Henrik Kauffmann i 1941 en aftale, der gav USA adgang til at oprette militære baser på Grønland. Aftalen indebar blandt andet at USA kunne bygge en række militære installationer på Grønland, herunder lufthavne og radarstationer. 

Til gengæld skulle USA levere forsyninger til Grønland, herunder fødevarer, brændstof og byggematerialer. Henrik Kauffmann valgte således totalt at ignorere orde fra regeringen i København, da han helt uden mandat fra regeringen gav amerikanerne ret til at benytte Grønland i kampen mod Tyskland. Leverancerne fra USA kom med skibe, der sejlede sommer og vinter.

I realiteten var krigstiden en fremgangsperiode for Grønland, og befolkningen ønskede flere af disse forhold fortsat efter krigen. Der var adskillige forhandlinger mellem skiftende danske regeringer og repræsentanter for Grønland, der ofte stod milevidt fra hinanden i spørgsmål omkring udvikling af landet, og tilknytningsforholdene til Danmark. 

I det nyoprettede FN kom Danmark under pres for at ændre Grønlands statsretlige stilling fordi stormagterne ud fra et ideologisk spørgsmål ønskede at bekæmpe kolonialisme. 

Danmarks stærke ønske var at bevare Grønlands tilknytning til det danske rige. Det lykkedes, til sidst ved en ændring af Grundloven den 5. juni 1953 der forandrede Grønlands status som koloni, og landet blev formelt en ligestillet del af Danmark. 

Det krævede dog at Danmark investerede i en udbygning af hele det grønlandske samfund med undervisning, sundhedsvæsen, transport og også erhvervslivet skulle udvikles med eksport til Europa.  Derfor var det af afgørende betydning med regelmæssig transport mellem Danmark og Grønland.  

Skibet M/S Hans Hedtoft, opkaldt efter en tidligere dansk statsminister, blev bygget som Danmarks største og nyeste passagerskib til sejlads ved Grønland.  Skibet blev bygget på Frederikshavn Værft og søsat i 1959, det skulle være en vigtig del af transporten mellem de 2 lande. 

Skibet påbegyndte sin første rejse fra København til Grønland den 7. januar. Den 30. januar 1959 på sin hjemrejse fra Grønland, ramte Hans Hedtoft et isbjerg under en kraftig storm og sank syd for Kap Farvel ved Grønland. Nødsignaler blev udsendt, og en tyske trawler der lå i nærheden søgte at komme til assistance, men inden da var skibet sunket, og alle 55 passagerer og 39 besætningsmedlemmer omkom. 

Fra Thulebasen sendte amerikanerne i flere dage fly ud for at rekognoscere efter overlevende på de specielbyggede redningsbåde, men intet der var intet livstegn. Der er aldrig fundet vragrester fra skibet, kun en redningskrans med skibets navn er fundet på Island.

Forliset af Hans Hedtoft var en kæmpe tragedie for Grønland og Danmark. Det førte til en omfattende debat i offentligheden omkring årsagerne til forliset og af sikkerhedsforholdene for skibe i grønlandske farvande. Skibets konstruktion og vintersejlads blev efterfølgende heftigt kritiseret af mange kendere af farvandene omkring Grønland. 

Skibet var blevet bygget på initiativ af daværende grønlandsminister Johannes Kjærbøl samt Grønlands Handel, et statsdrevet selskab til fremme af handel.  Det skulle være et prestigeprojekt, der kunne vise Danmarks maritime kunnen, og skibet fik karakteristikken ”kan ikke synke”.  

I februar 1959 udkommer avisen Vestkysten med en artikel skrevet af Palle Brandt, tidligere leder for Grønlands Radio, der i realiteterne satte spørgsmålstegn ved hele beslutningsprocessen i Grønlandsministeriet og hos Grønlandske Handel omkring sejlads i vintermånederne.

 Artiklen satte en proces i gang, og den siddende regering med statsminister H.C. Hansen i spidsen følte sig nødsaget til at iværksætte en kommission til undersøgelse af de forudgående begivenheder. 
Kommissionens konkluderede, at der ikke direkte var muligt at stille den nu tidligere minister Johannes Kjærbøl til ansvar for forliset. Men gennem det meget fremlagte materiale, og de mange afhøringer af vidner, kom det frem at minister Kjærbøl havde lagt pres på Grønlandske handel for at iværksætte sejllads i vinterhalvåret, trods tydelige advarsler fra kaptajner ansat på Handlens egne skibe. 

På et møde helt tilbage til den 8. marts 1957 instruerede Grønlandske Handels direktion kaptajnerne om at formulere en positiv tekst omkring ved sejladser i vinterhalvåret. Grønlandske Handel var under nemlig pres fra Ministeriet, men meget overraskende valgte kaptajnerne at sige fra overfor initiativet. Kaptajnernes tekst blev kasseret, og Ministeriet var voldsom utilfreds med at der ikke kom en tekst, der kunne sanktionere vintersejlads. 

Den 11. marts kom et nyt møde i stand, og denne gang havde direktionerne selv udformet en erklæring, der støttede Ministeriets ønsker om vintersejlads. De tilstedeværende kaptajner følte sig under pres, og valgte at underskrive erklæringen. 

Denne erklæring blev brugt af Johannes Kjærbøl i marts 1957 ved en debat i Folketinget til at legitimere vintersejlads.

Ved udarbejdelsen af rapporten vedrørende forliset af Hans Hedtoft indrømmede Ministeriet samt Johannes Kjærbøl aldrig, at der havde været 2 udkast til erklæringer fra kaptajnerne om vintersejllads, men tillagde Grønlandske Handels direktion ansvaret for at ikke at have informeret ham om hele forløbet. 

I månederne efter katastrofen forsøgte Johannes Kjærbøl endog at skjule de faktuelle begivenheder i et samarbejde med en journalist fra Politiken gennem artikler i pressen.   

På grundlag af et privat initiativ blev oprettet en fond, der indsamlede midler til finansielt at hjælpe personer med relationer til de omkomne på Hans Hedtoft. Midlerne kom fra forskellige indsamlinger foretaget over hele landet. 

Det blev dog i realiteten en penibel og pinlig affære, da fondens sekretariat på alle måder søgte at begrænse udbetalinger til de ramte og i stedet så det som et mål at øge fondens indestående i Nationalbanken. Det lykkedes, da fondens midler over en 20 års periode steg til det dobbelte af det indsamlede beløb. Men kravene for udbetaling af hjælp til ofrene var stadig benhård og mange fik slet ikke den hjælp, de havde krav på.      

Materiale:
Lars Halskov, Morten Halvskov” Skibet, der forsvandt” Politiken 2008
Per Kunuk Lyberth-Lynge ”Sidste afgang” 2019
Thomas Rockwell “I de bedste Hænder” 2002
Jan Schmidt “Hans Hedtoft” 1996

https://da.wikipedia.org/wiki/M/S_Hans_Hedtoft
https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/danmark-og-europa-efter-1945/skibet-der-forsvandt 
https://www.hanshedtoft.dk/01%20Hans%20Hedtoft/Forliset/forliset.htm https://www.maritimedanmark.dk/hans-hedtoft-blev-danmarks-titanic 

Jens Christian Boje Nørgaard

I tiden lige efter besættelsen blev en frivillig forsvarsorganisation, nemlig Hjemmeværnet en vigtig del af totalforsvaret. Hjemmeværnet voksede ud af modstandsbevægelsen og skulle sikre landets suverænitet, og værne landet mod indre såvel som ydre fjender. 

I de sidste krigsår gjorde flere modstandsgrupper  og politikere sig overvejelser omkring landet situation efter afslutningen på krigen. Især modstandsbevægelsen og Frihedsrådet med Frode Jacobsen (1906-1997) som leder, rejste krav om at modstandsbevægelsen skulle videreføres som en militær organisation efter befrielsen for at undgå kaos og forsøg på kup fra ekstreme organisationer.  I løbet af efteråret 1945 opstår de første Hjemmeværnsforeninger.

De økonomiske og materiale muligheder for at udvikle en stående slagkraftig hær var efter den voldsomme verdenskrig begrænset, så her fik hjemmeværnet en fremtrædende rolle.  Frivillighed var et afgørende aspekt og udgangspunktet var et lokalt forsvar, der hurtig kunne stå til rådighed for politikerne i en krisesituation med eget udstyr og med et lokalt geografisk kendskab.

Politisk var tanken ”Aldrig mere en 9.april”. Hele organisationen udviklede sig til en bred folkelig bevægelse i løbet af 1950’erne og 1960’erne med op til 80.000 medlemmer.

Danmark blev officielt anerkendt som allieret i maj 1945 efter besættelsen, og blev stiftende medlem af FN. Denne anerkendelse skyldtes den danske modstandsbevægelse, krigssejlerne og et generelt pro-allieret samarbejde, som førte til landet status som del af de allierede styrker. 

Hjemmeværnet indgik i Danmarks nye sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske situation som et led i kampen for demokratierne i Vesteuropa mod det autoritære regime i Sovjetunionen. Organisationen blev således en vigtig del af det militære forsvar, der alle måder led under mangler, men den kæmpede også rent ideologisk og politisk for at opbygge tilliden til demokratiet, gennem kampagner og hvervning af medlemmer.

En udvikling der på mange områder skabte splid og voldsom debat, da venstrefløjen med Danmarks Kommunistiske Parti i spidsen betragtede organisationen som et Social Demokratisk, borgerligt tiltag, der skulle sikre dem den politiske magt.

Organisatorisk blev Hjemmeværnet opdelt i 8 Regioner, hver region igen opdelt i distrikter. Der blev oprettet et hjemmeværn for hæren, marinen, flyvevåbnet samt et luftmeldekorps. Inden et medlem kunne indgå i organisationen skulle det først være godkendt af et distriktsudvalg, der var uafhængig af Hjemmeværnet.  Derudover blev der ansat konsulenter, der skulle fremme oplysningen om betydningen af organisationen. 

Der blev oprette skoler, der dels uddannede befalingsmænd dels nye medlemmer.  Hjemmeværnets Grunduddannelse var obligatorisk for nye frivillige, medmindre de havde relevant militær baggrund. Skolerne har til huse i Nymindegablejren ved Hvide Sande, Vordingborg og på Slipshavn ved Nyborg. Skolerne blev hurtig populære i kraft man tilbød forskellige kurser, der også kunne bruges i det civile liv i et samfund, der var i hastig forvandling. Grundtanken i skolernes pædagogik udsprang fra højskolerne, med vægt på indflydelse og selvstændighed, lidt på forkant med undervisningsudviklingen  i 1960'erne. 

Det primære formål for Hjemmeværnet var og er stadig, at støtte Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet med at løse deres opgaver samt at optræde som støtte for beredskabet ved naturkatastrofe, trafikproblemer, store samfundsmæssige begivenheder. Internationalt har dele af hjemmeværnet også være udstationeret ved internationale konfliktområder. 

Ebbe Foged, Kim M. Nielsen "Danmark i opbrud" Gyldendal
Carl-Johan Bryld og Harry Hau "Den nye Verden. 1945-1995". Systime
Peter Frederiksen, Olaf Sønderborg "Grundbog til Danmarkshistorie" Systime
Jens Ole Christensen "Hjemmeværnet" Gads Forlag
Jakob Danneskiold-Samsøe "Rejsen mod Europa" Gads Forlag