Bronzealder og jernalder
1800 f. Kr. til 700 e. Kr.

Bronzealder. 1800. f. Kr. Bronzealderen er på mange områder en rig periode i dansk historie. Klimaet bliver varmere og kontakten til resten af verdenen bliver større. Flinten der var kendt fra stenalderen som råvarer til fremstilling af redskaber og våben bliver afløst af bronzen. 

Bronzen kommer fra Mellemeuropa, og der må således have været en stor samhandel mellem de enkelte områder i Europa. Den blev transporteret med både op gennem Europas floder og byttet med andre lokale produkter.

Der bliver fremstillet mange pragtfulde ting i bronze, f.eks. lurerne, smykker, køkkenredskaber, kamme, barberknive, økser. Det er fra denne periode, at arkæologerne har fundet hele velbevarede grave ofte i egetræskister, hvor man gennem de afdøde har kunnet studere påklædning, ernæring, fysiologi, smykker. 

Bronzealderens mennesker efterlod sig også kunstværker i kraft af helleristninger, der ofte viser mennesker i rituale-begivenheder eller der er afbilledet både med primitive sejl. 

Jernalderen. 500 f.Kr til 700 e.Kr. Jernalderen i Danmark bliver inddelt i 3 store perioder, første periode kaldes keltisk jernalder og varer fra ca. 500 f.Kr og til år 0. 

Jernet er den nye råvarer, der med inspiration i Mellemøsten bruges til fremstilling af redskaber og våben. Jern er mere holdbart mere bronze og det kunne udvindes i Danmark i form af myremalm fra moserne. Der er talringe arkæologiske fund af primitive højovne, der viser at jernet blev udbredt til mange i samfundet, ikke kun et privilegium for en dygtig handelsstand. 

Klimaet skiftede meget i perioden, men det blev koldere og mere regnfuldt så befolkningen flyttede til befæstede landsbyer, hvilket indikerer at der var interne krige og konflikter. I denne periode brød et folkeslag op østfra, muligvis fra Ungarn, Tjekkiet og startede en folkevandring. De blev kaldt kelterne og de var andre folkeslag overlegne fordi de brugte våben af jern. 

I første række mod den veletablerede og civiliserede Rom og det herfra man har de første skriftlige beretninger om kelternes hærgen. Senere bredte kelterne indover Europa og nåede helt frem til Storbritannien. 

Deres kulturelle indflydelse på andre folkeslag var stor, og der findes mange fund fra keltisk jernalder i Danmark. Så der var afgjort en stor handelssamkvem med kelterne, men meget af bronzealderens dynamiske kunst og keramik forsvandt. Næste periode i dansk jernalder bliver kaldt romersk jernalder, fra ca år 0 til 400 e. Kr. Rom var efterhånden blevet en stormagt, og det havde indflydelse på hele Europa, kulturelt, økonomisk og politisk. 

Rom underlagde sig store dele af asien og Mellemøsten samt ikke mindst Europa. Rom spillede en central rolle i handel mellem landene og romerske købmænd rejste til norden for at afsætte deres varer. Nye og ukendte varer fremkom på de lokale markeder, og mønter fra det civiliserede syden blev brugt i norden. Romerske gravskikke vandt indpas hos lokale høvdinge. Ikke alle var begejstret for den romerske indflydelse, og der var ofte krige mellem germanske stammer og de romerske legionærer. 

Grænsen til Romerriget lå ved Rhinen, og her fremvoksede der store bysamfund med veletablerede samfundsstrukturer, der må have været en stor inspirationskilde for det lille tilbagestående Danmark. 

Den sidste periode i dansk jernalder kaldes germansk jernalder, og er fra ca. 400 e.Kr til 700 e.Kr. 

I omkring 400 e.Kr, er der opbrud i hele Europa, man kender ikke baggrunden, men der sker store grupper af mennesker vandrer fra sted til sted i Europa. Ofte slår nye befolkningsgrupper sig ned i et område og det skaber konflikt med områdets tidligere beboere. Mange på vandring søger mod syd, og store grupper af germanske stammer var i offensiven og angreb selve Rom. 

Rom mistede efterhånden sin betydning og de veletablerede handelsruter blev ødelagt. Det er en urolig periode, præget igen af forandringer. Vejret var en stor del af tiden koldt med masser af regn. Stormagten Roms kulturelle overlegenhed forsvandt i konflikter og gennem germanske stammer erobringer. 

Der er talrige arkæologiske fund fra perioden i Danmark, ofte fund relateret til konflikter og krige, især de store våbenofringer har vakt interesse, men også de første store spant -byggede både har givet et flot indblik i datidens kreativitet. 

Læs mere i følgende artikler:

Uddrag af en artikel om Egtvedpigen

Havde Bronzealderfolket Tuberkulose?

Helleristninger 

Hvad mosen gemte 

EGTVEDPIGEN  

Artikel af Ole Jørgen Nørgaard 

Stenalderfolkets begravelser.
Fra bondestenalderens slutning finder man storstensgrave til overhovedet for stenalderens storfamilie-baserede samfund. De er bygget til én mand og senere brugt af andre, formentlig stadig højerestående storfamilie-medlemmer, til deres døde. 

Yamnayernes begravelser.
Efter den store folkevandring og -indvandring, var det grave på lange linjer fra indvandrerfolket, Yamnayarnes, også kaldet stridsøksefolket eller enkeltgravsfolket, der fyldte op i Jylland. De var ret fordringsløse lave enkeltgrave, samlet i rækker, hvor afdøde bare gravet ned med lidt gravgaver og dækket med en lille høj. 

Højfolkets begravelser 
I den ældste og tidligste del af bronzealderen kommer de store gravhøje med egekister. De er bygget indenfor 130 år og i begrænset antal, så mange af dem, der er begravet i højene, må have kendt hinanden.
(Helt almindelige menneskers begravelser, omtales i slutningen  her) 

Trods deres ret simple udseende, er højene et mesterværk. Højene er bygget op omkring en egekiste, et stykke egestamme på o 2 m. fra en årtusindgammel stamme. Den er flækket, så man får et smalt låg og en større del nedenunder, der igen er udhulet til en kiste. Kisten kan rumme en afdød med gravgaver. I kistens fodende er et afløbs-hul i bunden, så evt. vand og andet flydende kunne løbe ud af kisten. Man har stabiliseret kisten med lidt sten omkring den. Omkring og over kisten har man efter en skabelon stablet en flere meter gravhøj af græstørv fra heden. Lyngs-siden var nedad. Kun det yderste blev lagt med lyng-siden opad. 

Når højen er færdig, har man vandet den solidt og forladt den med vished om, at indholdet vil kunne holde sig uændret i al overskuelig fremtid, i hvert fald i århundrede.

Faktisk havde høj-bygerne i højen skabt samme iltfattige bevaringsforhold, som moselig senere fik i tørvemoserne. Højen var en evighedsmaskine! Tørven er svagt jernholdigt. Jernet vil opløses i regnvandet og ganske langsomt sive det nedad til det, i en vis afstand fra overfladen, fortættes så meget, at den udfældes som en skal af rust, der til sidst kunne omslutte kisten som en konservesdåse eller i hvert fald en skål og bevare dens indhold.

Det vidste de mennesker, der byggede højene, og dem, der blev begravet i højene. De var helt klar over, at de ville blive bevaret i en evighed, hvis ikke nogen åbnede højen. Det ved man, fordi de gamle ikke afholdt sig fra at plyndre andres gravhøje og altså må have fundet velbevarede lig, mange år efter, at ejeren var højsat.  En gravhøj kostede en bondegård, helt bogstaveligt. De mange tørv, der var brugt til højen, blev skrællet af heden og efterlod en stor, bar jordoverflade helt uden vegetation. Før eller senere ville højbyggeriet true kvægdriften. 

Højfolkets erhverv.
Nu er det heller ikke sikkert, at højfolket levede af kvægavl alene. Professor Kristian Kristiansen fra Göteborgs Universitet har opstillet følgende regnestykke: Der har været ca. 300.000 mennesker i landet her, fordelt på 40.000 gårde. Hver gård har haft to bronzeøkser a ca. ½ kg hver. Det giver i alt 80.000 økser a 40.000kg. Ca. 5 procent svinder ved omsmeltning, slid og slibning om året. Ca. 2000 kg skal altså importeres årligt alene for at vedligeholde beholdningen.  Altså må der have været en organiseret international handel med bronze sydfra. Den anden vej gik rav og måske slaver. Rav blev dengang anset for at være brudstykker af selveste Solguden, når den stødte sammen med noget i horisonten, f.eks. i havet. Derfor var det meget eftertragtet. 

Rigdom, magt og handel.
At vedligeholde handlen på tværs gennem Europa, har krævet både at der var varer at rejse med, kapital og militær styrke til at sikre ruterne, altså købmænd, rejsende og et krigeraristokrati. I de seneste år er man blevet klar over, at der også i stor stil er solgt uldtøj sydfra og nordpå. Nordeuropa kunne nemlig ikke forarbejde uld. Herom senere. Salt kom formentlig også sydfra. Højfolket kan meget vel være impliceret i denne handel som arrangører, handlende, transporterende og eller bevogtende – eller rettere: det må de næsten have været. Hvorfra kom ellers deres rigdom? 

Højfolkets kvinder.
Flere af de kvinder, der er fundet i højene, havde snoreskørt på. Det er fundet snoreskørter mage til jydernes i Yamnaya-områder helt over østpå ved grænsen til Kina, så Snoreskørtet er Yamnaya – elitens kvindetøj. Det er upraktisk. Det hænder fast i alt muligt. Er der trukket små bronzerør på trådene i skørtet, larmer det ligefrem, når kvinden bevæger sig, så man hele tiden må have vidst, hvor hun var. Så var der tjek  på hende. Arbejdstøj er det ikke!  Hvem var de eksklusive få, der blev begravet i højene?
Man har lov til at gætte, at det var en absolut elite? 

Så lad os se lidt på dem eller rettere det, de har efterladt. Af de mange, der er fundet, vælger vi et par af de bedst undersøgte. Den mest kendte af dem er utvivlsomt Egtvedpigen. 

Egtvedpigen.
24. februar 1921 skrev gårdejer Peter Platz fra Egtved til Nationalmuseet i København, at han under flytning af ( endnu) en gravhøj på sin mark er stødt på ” en udhulet Træstamme med Låg- - - formoder jeg, det er en gammel Begravelse - - - -og har standset Arbejdet ind til jeg hører nærmere fra Dem - - -”.

 På Nationalmuseet vakte gårdejerens brev ikke spor begejstring!: tværtimod! Ingen ville tage til det formørkede Jylland om vinteren. En ville nødigt, en var ikke rask, en kunne ikke rejse, osv. Til sidst tog den ældre Thomas Thomsen afsted. 

I Egtved var kisten nu lagt fri og man løftede det frakløvede låg af og så indholdet i kisten. Gårdejeren lå syg, men var alligevel stået op for at se indholdet. Indholdet var dog helt dækket at dyrehår (som senere viste sig at være et ko-skind.) En birkespand i kistens fodende blev taget op og pakket ind. Kistens Indhold blev tildækket med silkepapir og langhalm og låget blev sat på igen. Der blev tømret i kasse til transport af egekisten og den blev sendt med jernbanen til Nationalmuseet i København. 

Kisten åbnes på Nationalmuseet.
Her åbnede man igen kisten og fjernede langhalm og silkepapir. Dyrehårene, der dækkede indholdet, viste sig at være et koskind med indersiden udad, men skindets hud var forsvundet! Hårene lå pænt samlet, men løse! De dygtige konservatorer skabte en kunstig hud, som de dækkede hårene med og efter en vis ventetid forsøgte man at trække den kunstige hud med hårene til side.
Det lykkedes!

Under kohuden lå en blomst af en Røllike. Liget var dæket af et tyndt klæde af fåreuld, som man kunne lægge et andet klæde over og rulle de to klæder sammen i en rulle. Nu kunne man se afdøde. En tynd hud var tilbage og dækkede pigens ansigt. Alle knogler var væk, opløst af det sure vand i højen. Kun noget bindevæv var bevaret. Det hele ventede bare på at falde sammen. Pigens tænder sad endnu under huden, men altså ikke holdt på plads af kæberne, der var væk. De faldt senere ned i bunden af kisten. Det samme gjorde neglene.

Da man løftede hendes hår, lå hjernen blottet. Kraniet var væk, opløst af det sure vand i højen. En lille, oval æske af linnebark lå ved pigens hoved. Den indeholdt en syl med skaft   og en snor af fåreuld og hestehalehår, måske dele af en hårnet. Der lå en ørering under hovedet. Hun var iført en halvarmet trøje og et snoreskørt. På maven havde hun en rund messingplade i et bæltespænde. I bæltet var en kam og en nål. Om venstre håndled havde hun et solidt armbånd, om højre et tyndere. På fødderne tøjlapper. En snor af fåre - og kohale-hår lå også i øverste halvdel af kisten. Snoren viste sig senere af være det eneste lokale stof i kisten. I kisten var en stofpose med de brændte knogler af et barn, ca. 8 år gammelt. Da pigens alder sener ud fra tænderne blev  anslået til 16-18 år. Har det næppe været hendes barn. Så var der birkespanden med bundfald. Det viste sig at være bundfald af en drik af honning og hvede, krydret med et utal af vilde planter. En C14- datering af Egtvedpigen har jeg ikke kunnet finde. 

Formentlig har man ikke fundet det nødvendigt, da egekisten kunne dendrokronologisk dateres efter egetræets år-ringe til år 1370 B.C.. Dette år er træet til kisten fældet. Det kunne nu have været interessant, hvis de to aldre ikke passede sammen. Hvad nu, hvis egetræet var fældet flere år før pigen døde?

Pigen er for let påklædt.
Som et kuriosum skal lige nævnes, at pigen dengang blev præsenteret i flere faglige tidsskrifter med en lang nederdel udenpå eller indenunder snoreskørtet. Så lårkort et skørt var altså ikke acceptabelt – dengang.   Bronzeplades placering på maven var også udsat for en hidsig debat helt op i 1930-erne: over eller under maverundingen?  Moralisterne i de nye, tysk-inspirerede bevægelser, ville absolut have pladen over maverundingen, selv om al erfaring fra udlandet og forsøg sagde: under! Pigen var accepteret som det mest danske af alle fortidsfund og lårkorte nederdele blev senere en mode. 

Så skete der noget ! 

Pigen og Karin Margurita Frei.
En kvinde fattede interesse for Egtvedpigen. Kvinden var Karin Margarita Frei. Nu professor i Arkæometri. Hun var begyndt som geolog og havde derfra kendskab til Strontiumisotoper. Hun udarbejdede nye metoder til vurdering af Strontiums-isotoper. især til bestemmelse af forholdet mellem 87Strontium og 86Strontium. Hun skiftede job og blev arkæolog og ville lave undersøgelser at især uldtekstilers oprindelsessted.

Hun har, som den første i verden, udarbejdet og forfinet metoder til at måleforholdet mellem disse to isotoper i enkelte hår. Det kunne bruges af arkæologerne til undersøgelse af oldtidens tekstiler. Forholdet mellem de to isotoper kunne vise nogenlunde sikkert, hvor en tråd kom fra og helt sikkert, hvor den ikke kom fra. Der var ikke tidligere lavet isotop-landkort over Danmark, så det gjorde hun selv sammen med manden, der var forblevet geolog. De senere resultater viste helt klart, at alt uldtøj fra Bronzealderen i Danmark ikke var fremstillet lokalt, men kom sydfra, fra Mesopotamien, Mellemøsten, nuværende Italien, Frankrig og England og Holland. 

Sagt med fagmandens ord. Alt (og her menes virkelig ALT)  Bronzealderens uldtøj i Danmark var non-local. Først i Jernalderen begyndte man at kunne forarbejde uld her i landet. Mødet med Egtvedpigen begyndte vist med, at Frei erfarede, at Egtvedpigens tænder nu lå i en lille æske et sted på Nationalmuseet. Tidligere tandlægeundersøgelse af tænderne havde anslået pigens alder til 16-18 år. 

Strontiumisotop-undersøgelse kan også vise, hvor i verden tænder er dannet og især hvor de ikke er dannet.

Nu skulle man så bare finde en lille æske og have tilladelse til at tage lidt tandvæv til analyse.  

Man fandt ikke alene æsken med tænderne i museets enorme samlinger, men også pigens negle i æsken.

Frei havde tidligere lavet isotopbestemmelser på tråde i tekstiler, så når man nu var i gang, kunne man også forsøge med en undersøgelse af trådene i pigens hår. Håret befandt sig med resten af pigen i museets udstilling.

Tilladelserne blev indhentet, Egtvedpigen hentet til laboratoriet og Frei sikrede sig et hår på ca. 22 cm. Hår henter isotoper fra de omgivelser, det vokser i, så havde hun været forskellige steder, ville forskellige steder i håret også have forskellige isotopindhold.

Det viste sig, at det havde de!

De første målinger på prøver af tænderne var så overraskende, at man holdt resultaterne hemmelige og lavede resten af prøverne, inden noget kom ud. 

Undersøgelserne af hår, negle og tænder viste samstemmende, at pigen med 100% sikkerhed ikke var født og opvokset i Jylland, men kunne være fra Sydtyskland. Hun var så rejst til Egtved og havde været der få år, var så rejst tilbage til Tyskland og nogen tid senere igen tilbage til Egtved, hvor hun døde kort efter, hun var ankommet. Det var lidt af en øjenåbner!

 Andre isotopundersøgelser ( kulstof og kvælstof) viste senere, at Egtvedpigen havde haft perioder med sult og at hendes hår de sidste uger-måneder af hendes liv voksede  langsommere end det plejede eller slet ikke.

Hår vokser langsomt, når man er syg, f.eks. har lavt stofskifte. Kroniske sygdomme kan også være årsagen. Lungepesten, der udløste forlke-vandringen, var det næppe. Den varer kun et døgn.

Tuberkulose

Tuberkulose er en mulighed. Den kendes i bronzealderen fra lægeskrifter i Mesopotamien og Grækenland. Den har som regel et langvarigt forløb, Hovedvarianterne er lunge – og tarmtuberkulose, men alle tænkelige former findes. De sygdomsfremkaldende bakterier er ved Tuberkulose omgivet af en solid kapsel af voks og i hvert fald vokskapslerne kan stadig findes i jorden i tuberkuløse middelalder-begravelser. 

I vikingetiden, der nu hvad samfærdsel angår, må ses som en parallel til bronzealderen, spredte de daværende internationale aktiviteter tuberkulose voldsomt. Så vidt vides er Egtvedpigens grav ikke undersøgt for TB.

Fotografen, der filmede prøvetagning af håret, var i øvrigt efterkommer af gårdejer Peter Platz, der i sin tid havde fundet Egtvedpigens kiste.

Skrydstruppigen.

Egtvedpigen havde en kollega, Skrydstruppigen, der også var fundet i en egekiste ca. 14 år senere. Hun var formentlig først i 20-erne, havde et højt opsat hår og en lang nederdel. Graven var noget rigere end Egtvedpigens. Skrydstruppigen havde øreringe af guld (øreringene gik dengang rundt om øret) 

Hun var formentlig født og opvokset næsten samme sted som Egtvedpigen, men kommet til Skrydstrup ca. fire år før hun døde der. Også hun døde om sommeren. Kistens bund var fodret med sommerblomster.

Hvad var pigerne?

Medens Skrydstruppigen blev kategoriseret som hustru, der antagelig havde boet i en af de store bronzealderhuse, hvis fundamenter senere blev fundet i nærheden, var Egtvedpigens stilling mere usikker. 

Egtvedpigen trivedes ikke i de sidste måneder af sit liv. Hendes hår holdt op med at vokse!

Hun var ikke kommet for at blive hustru. Hvad skulle hun så ?

Var hun en kvinde, der foretog lange rejser?

Egtvedpigen havde allerede som teenager foretaget tre lange rejser frem og tilbage. Hun var lidt ringere socialt stillet- mere ensom ?. Hun blev kategoriseret som præstinde i soldyrkelsen. Hendes opgave var formentlig at opføre en rituel dans. Dansen og hvad der ellers skete, skulle gøre løfter religiøst bindende.

Inden man kendte hendes rejser, mente man, det brændte barn i kisten var et menneskeoffer til pigen.

Ofrede mennesker er fundet som gravgave i grave senere i bronzealderen.

Nu mener man, barnet døde på hendes rejse til Egtved og blev kremeret på vejen, da man ikke kunne rejse med et lig. 

Begge pigerne døde om sommeren. Omkring solhverv?

Jernalderens menneske ofringer. 

I jernalderens kuldeperiode ser det ud til, man i moserne med forkærlighed ofrede berejste personer til guderne, så disse - guderne – gennem  ofrenes viden, kunne holde sig orienteret om den store verden.

Gjorde man også det i bronzealderen?

Nationalmuseets tidligere chef, Jørgen Jensen, kaldte bronzealderforket for ”Solens Folk”.

Nok fordi det meste af bronzealderen faldt i en solrig varmeperiode. I arkæologien har de sidste 5000 års kulde- og varmeperioder afløst hinanden med 500 -700 års mellemrum. Ingen ved hvorfor.  

Jørgen Jensen tilføjede: ” Der var en grum vildskab over dem, som vi helst ikke vil kendes ved.” 

Hvad skulle den lokalt producerede snor i Egtvedpigens kiste bruges til?

Var datidens sygdomsforebyggelse mere radikal end nutidens?

Blev hun kvalt med snoren?

Trivedes hun dårligt sine sidste måneder, fordi hun vidste, hun snart skulle møde guderne/Solguden ?.

Bronzealderens kollaps begynder. 

Egtvedpigen og Skrydstruppigen er begge fra bronzealderens højdepunkt.

Der gik endnu 100, højest 200 år, så begyndte handlen med kobber at tage af. Der var blevet mangel på kobber – eller måske rettere: der var ikke mere kobber nok til de mange mennesker, der nu fandtes.

Bronze er en blanding af kobber og tin ( i forhold 9/1).Tin havde der hele tiden været problemer med at skaffe og det var uheldigt, for smeltede man et stykke bronze om, forsvandt ca. 1/10 af dets tin under processen og tilsvarende nyt skulle tilføjes.

Yngre bronzealder. 

I sidste del af bronzealderen blev gravhøjene mindre. Gravgaverne blev mindre. Ofringerne af store mængder bronze, det tidligere skulle vise krigerklanernes enorme magt og rigdom, blev mindre og forsvandt til sidst. Man begyndte at brænde de døde og give dem endnu mindre gravgaver. Selv husene blev mindre – meget. Rigdommen var på forsvundet med det gyldne metal.

Bronzealderens internationale jet-set var for længst væk. De blev erstattet først af kaos, så af små krigshøvdinger med lokalt udsyn.

Almindelige Bronzealdermenneskers begravelser.

Man kan nu spørge: Hvordan blev bronzealderens almindelige mennesker begravet?

Det ved man ikke meget om. For et par år siden blev en hidtil ukendt og nedpløjet gravhøj fra yngre Bronzealder udgravet ved Kerteminde. Der er nu gravet i højen i mindst 2 sæsoner. 

 Man fandt en central begravelse med brændte rester af en kvinde med bælteplade øverst og en også brændt mand med et sværd lige under. 

Mest interessant lige nu var dog de begravelser, der blev fundet i periferien af højen og udenfor denne. Det var velbevarede skeletter uden gravgaver. De formodes at have været Bronzealderens almindelige mennesker. Fundet er stadig under udarbejdelse. 

Begravelserne her ligner altså meget enkeltgravsfolkets grave i Jylland. Forskellen er nok, at i Jylland er det de først ankomne unge mænd med deres økser, der er begravet. Nu er indvandringens kaos i århundredes løb afløst af stille hverdagsliv med almindelige mennesker.

Jernet bliver udviklet.

Men man blev dygtigere til at håndtere det nye metal, jern. Man opdagede, man kunne fremstille jern af pløre fra moserne og det hårde brune lag i jorden under lyngen - og lave våben af det. International handel var ikke mere nødvendig.

Bronzealderens varmeperioder afløses af jernalderens kuldeperiode.

Som om det ikke var nok, begyndte klimaet også at blive koldere. Der var hele tiden mørke, tunge skyer og det regnede meget, alt for meget. Solens sås sjældnere.

En rå regn fra mørke skyer piskede ind over folkene og en kuldeperiode var langsomt ved at svøbe sig ind over Solens Folk

En ny, fattig og rå verdensorden var ved at komme: JERNALDEREN 

Havde Bronzealderfolket Tuberkulose?

Artikel af Ole Jørgen Nørgaard 

 I sin bog om Egtvedpigens Rejser fortæller Professor Karin Margarita Frei om undersøgelser med strontiumisotoper. Der findes 4 isotoper af Strontium. Af dem har kun to interesse her. Det er  Stronstum og  Strontium. De findes overalt i naturen, men i forskellig indbyrdes forhold.

Dette forhold varierer fra sted til sted. Måling af dette forhold kan benyttes til at afgøre oprindelsen af forskellige emner, f.eks. rødvin og fødevarer. Har man et isotop-forholdstal kan man med fuldstændig sikkerhed afgøre, hvor emnet ikke kommer fra og med nogen sikkerhed, hvor det kommer fra.

Især dette sidste kræver et kort over strontium-isotopernes indbyrdes forekomst. Et sådant kort fandtes ikke for Danmark, så professoren begyndte med at lave et!. 

Det næste var at gøre tekstiler tilgængelig for strontiumisotop- analyse. Det kræver en helt utrolig renselse af de aktuelle dele af tekstilerne. Man begyndte med uld fra lokale får, som blev nøje renset for urenheder og brugt til at standardisere undersøgelser af enkelte uldtråde. Det blev igen senere brugt til at undersøge uldtøj fra oldtiden. Man ønskede at vide, om tøjet var vokset lokalt eller importerer. Egtvedpigen kom vist ind i billedet, fordi professor Frei havde erfaret, at pigens tænder fandtes i en lille æske i Nationalmuseets store samlinger. Man havde tidligere ud fra tænderne skønnet pigens alder til 16-18 år. Tænderne, og sammen med dem pigens negle, blev fundet og undersøgt.

Resultatet var så overraskende, at man fik tilladelse til også at undersøge pigens hår. Et hår på 22 cm blev udtaget og klippet i 4 stykker, som blev undersøgt hver for sig.

Isotoperne viste, at pigen med sikkerhed ikke var opvokset i Danmark, men kunne være fra Sydtyskland. Hun var derfra rejst til Egtved og havde boet der nogen tid, så var hun rejst til Tyskland igen og til sidst tilbage til Egtved, hvor hun kort efter døde og blev begravet. Udover om Egtvedpigens rejser nævner Frei også bl.a. en, australsk retsmedicins biolog, Silvana Tridico´s,(2) undersøgelse af pigen hår. Undersøgelsen her viste, at pigen har levet på sultegrænsen nogen tid og at den sidste tid, hun levede, voksede hendes hår langsomt eller slet ikke. Hun havde vel ikke haft Tuberkulose?

Tuberkulose kan simulere sulteperioder ved at tære på kroppens reserver. Det kaldtes førhen ”tæring”. Når folk i vore dage dør af tuberkulose, er som regel ældre mænd, der dør. Sådan var det ikke for bare halvfjerds år siden. Tænk her på Thomas Manns beretninger fra 1924 om et ophold på et tuberkulose-sanatorium med unge mennesker, der venter på at dø. 

Mine lærebøger fra studietiden: (ja! Forrige årtusind!) Både Mikrobiologien (3) fra 1966 og Patologien (1)fra 1964, fortæller samstemmende, at i samfund uden forebyggelse og behandling af TB, dør kvinder fortsat af tuberkulose og at kvinder dør flest i en alder på henholdsvis 15-25 år i mikrobiologien (engelsk) og 20-25 år i patologien ( amerikansk).

De gamle bøger er også enige om, at mænd først begyndte at dø af tuberkulose efter, de var fyldt 40 år. Altså!: Kvinder døde unge af tuberkulose, mænd døde -og dør- gamle.

Egtvedpigen er, ud fra de efterladte tandrester (emaljer), skønnet til at have været 16-18 år, da hun døde. Hendes kollega og genbo og næsten samtidige, pigen fra Skrydstrup, var ca. 20 år, da hun døde. Hun var heller ikke vokset op i Danmark. Nu ville det være fristende også at tage kvinden i Borum Eshøj med her, men hun er usikker. De, der overværede åbningen af hendes kiste og så hendes ansigt, beskrev hende som ”- ret ung”.(5)

Den, der i 1855 undersøgte hendes knogler, anslår hende til 55-60 år. Det kan næsten ikke passe. Moderne arkæologer omtaler hende også nu som ”ung”. Rejseaktiviteten i vores vikingetid accelererede udbredelsen af lungetuberkulose så meget, at den blev den mest almindelige enkelte årsag til for tidlig død i tidlig middelalder her i landet. Vi opfatter nu bronzealderens rejseaktivitet som en parallel til aktiviteten i vikingetiden – og både Egtved- og Skrydstruppigen var særdeles berejst! 

Tuberkulose kan som tidligere nævnt, simulere sulteperioder ved at tære på kroppens reserver. At Egtvedpigens hår ikke voksede i en periode før hendes død, kan næsten kun skyldes svær sygdom. Et realistisk bud vil efter det ovenstående være lungetuberkulose. 

Dårlig ernæring gør mennesker mere modtagelig for TB. Pigerne /kvinderne her var overklasse og havde indvandrernes, Yamnayaenes, snoreskørt med i kisten, så man må næsten gætte på, de også har spist Yamnayaernes mad, altså kød og mælkeprodukter og derfor har haft god modstandskraft mod TB. 

En anden faktor er den luft, man indånder. Luftforurening i form af evig røg indendørs har man sikkert haft i både bronzealder og vikingetid. Det har gjort folks lunger mere modtagelige for TB. I vor vikingetid skulle det have været muligt at lave en Blodørn på folk, man ikke brød sig om, dvs.. at hugge et menneskes ribben fri fra rygsøjlen på begge sider og vippe lungerne ud på ryggen. 

Det ville med sikkerhed ikke kunne lade sig gøre (på ikke-rygende) nutids-danskere. Forsøget er ikke gjort, men lungekirurgerne ser det i deres arbejde. Åbner man brystkassen på nu-danskere, vil lungernes elasticitet trække dem sammen til at par nævestore kugler inde i brysthulen. 

Man kan tage det som et hint om, at fortidens indeklima har været ret belastende. Stort set alle voksne havde stive lunger! 

For ca. 50.000 år siden fulgte tuberkulose med de første mennesker out of Africa og den har fulgt os lige siden. Endnu omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald mellem 15 og 60 år her i landet tuberkulose! Jo flere mennesker, der boede tæt sammen, jo mindre levemidler de havde, og jo flere, der rejste og mødtes med fremmede, jo mere tuberkuløse kom der! 

Det var i oldtiden mest lungetuberkulose, der spredtes. Tarmtuberkulose er formentlig kommet med kvæghold. Mange andre eksotiske formet fandtes (f.eks. caries i rygraden) og findes stadig.  Især i Det sydlige Afrika. Her har TB rigtig slået sig løs i de AIDS-plagede provinser.  Tuberkulosen der holder sig ikke mere til sin artsbestemmelse: Man kan finde human (c. til menneske hørende) tuberkulose hos vilde elefanter og løver. Alle arter af til dyr hørende TB findes hos Hiv-smittede osv.

Det har gjort behandlingen af TB vanskelig og selv i vor tid kan en effektiv behandling varer år. Tuberkulosebakterierne lever indeni en tyk kapsel af voks, der er syre-resistent, næsten uforgængelig og uigennemtrængelig for farvning og antibiotika! Bakterierne, eller i hvert fald deres kapsler, er fundet i jorden ved udgravninger af tuberkuløse middelaldergrave her på Fyn.(eks. Hågerup)  Så vidt vides er ingen bronzealdergrave undersøgt for TB. Museumsdirektør m.m. Jørgen Jensen kaldte bronzealderfolket for Solens Folk. Tanken om, at Solens Folk skulle have haft TB, har alligevel ligget for langt væk – indtil nu. En 14C- datering af Egtvedpigen har jeg ikke kunnet finde.

Formentlig fordi man har en sikker dendrokronologisk datering på, hvornår egetræet i hendes kiste blev fældet, nemlig i 1370 BC. Så hun døde nok 1370 BC. Der syntes for øvrigt at være en lille ophobning af kiste-Dendro-dateringer i 1370-erne BC.(4)

Var der en TB epidemi deromkring? 

LITTERATUR
1 Boyd,William A Textbook of PATHOLOGY. Seventh Edition LEA & FEBIGER Philadelphia, Reprinted 1964.Libary of Congress Cat nr: 61-9368   p 2812 Frei, Karin Margarita.EGTVEDPIGENS REJSE.Lindhardt og Ringhof Kbh.  2018 ?  p1643 Jawetz, Ernest et al. : Review of MEDICAL MICROBIOLOGY Edition 7 Blackwell Scientific Publications OXFORD 1966  P 200. 4 Jensen,Jørgen: Danmarks Oldtid Bronzealder 2.000 – 500f.kr. p 186  2002 by Jørgen Jensen og Gyldendals Boghandel -1. udgave, 1.oplag ISBN 87-02-00331-7 p1895 Jensen, Jørgen: Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte. Gyldendal Boghandel 1998 .Nordisk forlag A/S København  ISBN 87-00-34714-0 p 86

Hvad mosen gemte!

En artikel om fund af Moselig 

Ole Jørgen Nørgaard 

Moselig.
Et moselig defineres i det følgende afdøde mennesker, der er fundet i en mose. Det kan være intakte kroppe, skeletter eller dele af mennesker.  

Ofte findes moselig begravet sammen med dyr, her i så fald tit husdyr som heste, hunde, kun sjældent i forbindelse med andre tamdyr eller vilde dyr. Moselig er, udover Danmark, fundet i Holland, Tyskland, Polen, England, Irland, Sverige og i Norge. Der er også fundet moselig i Florida, USA, men dette sidste er udenfor vort interesseområde.

Dannelse af Moselig.
For at et lig bliver præserveret i en mosen for eftertiden, skal følgende forhold gøre sig gældende:

1. Mosevandets temperatur ved nedlægningen er under 5o C

2. Mosen er en højmose med spagnum -mos og at vandet her har en lav surhedsgrad.(p3.6 til 4)

3. At liget kort efter nedlæggelsen dækkes med vand eller mosejord                                                         

Vest-og østdanske moser:                                
Er ikke alle af disse kriterier ikke til stede, kan liget blive opløst at forrådnelsesbakterier. Er mosevandet kalkholdigt og ikke for surt, vil kun skelettet blive bevaret. Jyske højmoser kan opfylde alle tre betingelser om vinteren, så næsten alle bevarede hele moselig er fundet i Jyske moser. På Fyn og Sjælland er moserne anderledes og her er som regel kun skelettet bevaret. 

De fleste bevarede moselig er formentlig også nedlagt i mosen i forbindelse med tørvegravning. Jernalderfolket brændte tørv til tørvekul på samme måde som man brænder træ til trækul for at bruge tørvekullet ved udvindingen af jern fra myremalm o.l..

Moseskeletter.
Hvis en krop kom i mosen, når vandet var over 50 C. så er det i bedste fald bevaret som skelet eller skeletdele.   Jernalderen kom i en klimatisk kuldeperiode og derfor varede vinteren længere end nu. Et skøn er, at vandet i mosen i jernalderen ca. 5 måneder om året dengang var under 5o C .

Danske Moselig.
Fra Danmark kendes mellem 35 og 44 moselig (alt efter de forskellige opgørelser) nedlagt i mosen over næsten 10.000 år. Det ældste moselig, fundet i 1941, er Kolbjerg-manden, et moseskelet fra Nordfyn C14- dateret til 8300 f.Kr., altså fra jæger-stenalder, nærmere bestemt Maglemosetid. Koelbjergmanden blev antaget for en kvinde, indtil kraniet i 2016 blev DNA-testet. 

Kraniet har kraftige kindben og det havde Maglemose-folkets mænd, men det fik også Maglemosefolkets kvinder, fordi kvinderne blødgjorde skind til beklædning ved at tygge det.(Pia Bennike, antropolog v Denmarks Nationalmuseum). DNA undersøgelse påviste imidlertid et Y-kromosom, så Kolbjerg-kvinden var altså en mand. 

Nordeuropæiske Moselig.
Der kendes moselig fra de sidste 10.000 år. Af ca.350 moselig falder ca. 100 indenfor perioden fra år 5000 til år 900 f.Kr., et tilsvarende antal fra 800 f.Kr. til år 400 e.Kr.  

Ca. halvt så mange findes fra år 400 e. Kr. til 1500 (3) Der er altså fundet flest moselig dækkende de1200 år fra 800 år f. Kr. til 400 e.Kr. altså i Jernalderen. 

Det yngste moselig i Nordeuropa er fra en mand, der forsvandt i en mose på Shetlandsøerne i 1700-tallet og blev fundet igen i 1951. Spørgsmålet er så om fundende soldater fra 1. og 2. Verdenskrig i moserne skal indgå i statistikken.