Vedtægter

Vedtægter for "Foreningen Bække Forsamlingshus"

§1

Foreningens navn er “Foreningen Bække Forsamlingshus”. Foreningen er hjemmehørende i Bække i Vejen Kommune. Foreningens adresse er hos formanden. Foreningen har hjemsted i Bække Forsamlingshus.

§2

Foreningen er upolitisk og dens formål er at drive og opretholde Bække Forsamlingshus som almennyttig, lokalt samlingssted efter de stedlige behov for arrangementer og fælles aktiviteter af kulturel, foreningsmæssig, politisk, idrætslig selskabelig art. Foreningen understøtter samhørighed og fællesskab mellem områdets beboere og er tilknyttet Landsforeningen Danske Forsamlingshuse gennem dennes Amtsforening, samt at medvirke til sognets fortsatte trivsel og vækst i kommunen.

Foreningens indtægter tilvejebringes gennem kontingenter, gaver, tilskud, udlejning og arrangementer.

Foreningens indtægter anvendes til de, med den daglige drift forbundne udgifter, samt vedligeholdelse af huset. De større arrangementer søges gennemført, så disse økonomisk hviler i sig selv.

Foreningens likvide formue skal indsættes på en konto i et pengeinstitut.

Formanden og kassereren har fuldmagt til kontoen og kan uafhængigt af hinanden hæve og indsætte penge på kontoen. Der må forefindes en passende kassebeholdning hos kasseren.

§ 3

Medlemskontingentet fastsættes på generalforsamlingen. Enhver person, der har betalt kontingent, er medlem og har stemmeret på generalforsamling.

§ 4

Foreningen er en kontingent forening, der alene hæfter for lovlige beslutninger overfor tredjemand med sin formue.

§ 5

Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år1 Kvartal, med dagsorden og indkaldelse i den lokale avis eller ved husstandsomdeling med mindst 14 dages varsel. Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis det skønnes nødvendigt. Ligeledes kan 25 medlemmer forlange en sådan afholdt med fornøden begrundelse ved skriftlig henvendelse til formanden. Den har gyldighed som en ordinær generalforsamling.

§ 6

På den årlige generalforsamling er dagsordenen som følger:

  1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere.

  2. Formandens beretning

  3. Fremlæggelse af regnskab

  4. Fastsættelse af kontingent

  5. Behandling af indkomne forslag

  6. Valg til bestyrelsen

  7. Valg af suppleant

  8. Valg af revisor

  9. Evt.

§ 7

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

På generalforsamlingen afgøres sagerne ved almindelig stemmeflertal, for de punkter, der har været fremsat på dagsordenen i andre sager fordres, at 2/3 af de fremmødte stemmer derfor.

Der føres beslutningsprotokol, der underskrives af dirigenten.


§ 8

Foreningen ledes mellem generalforsamlingerne af en bestyrelse på min.3 til 5 medlemmer, under ansvar overfor generalforsamlingen.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for en toårig periode ad gangen, der afgår op til 2 medlemmer de lige årstal og op til 3 medlemmer de ulige årstal Kun medlemmer i foreningen kan vælges til bestyrelsen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

Udover bestyrelsen vælges1 suppleanter, der vælges for 1 år ad gangen. Der vælges 2 revisorer for 1 år ad gangen.


§ 9

Bestyrelsen varetager alle foreningens anliggender, såsom Forsamlingshusets kontakter udadtil, aktiviteter i Bække og omegn, vedligeholdelse, renholdelse og udlejning af huset, m.m., samt fører foreningens protokoller, hvori vedtægterne indføres.

I forhold til tredjemand tegnes foreningen af formanden samt et bestyrelsesmedlem i foreningen.

Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom, optagelse af lån og andre ekstraordinære dispositioner, dog hele bestyrelsen.

Bestyrelsen holder minimum 8 møder årligt, eller når bestyrelsen finder det nødvendigt.

Fremmødte medlemmer af bestyrelsen er beslutningsdygtige, når et flertalt er til stede.

Alle afgørelser træffes ved almindelig stemmeflertal, dog i tilfælde af stemmelighed, tæller formandens stemme dobbelt.

Der føres beslutningsprotokol, der underskrives af bestyrelsen.

§ 10

Regnskabsåret går fra 1/1-31/12. Regnskabet afsluttes og tilstiles de valgte revisorer mindst 1 måned før generalforsamlingen. Revisorerne tilbagesender det reviderede regnskab med bemærkninger til kassereren senest 14 dage før generalforsamlingen.

§ 11

Forslag om vedtægtsændring behandles på generalforsamlingen, den vedtages med et flertal af de fremmødte stemmer. Kommer forslag fra medlemmer uden for bestyrelsen, skal det indgives skriftligt til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen.

§ 12

Beslutning om foreningens ophør, kan kun træffes på en, med det formål, særligt indkaldt generalforsamling, og kun med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer.

Indkaldelse skal ske skriftligt til samtlige medlemmer.

I tilfælde af foreningens opløsning afgør den siddende bestyrelse, hvad eventuel formue og andre aktiver anvendes til i henhold til foreningens formål.

Bestyrelsen kan ikke træde tilbage før afvikling af formuen er effektueret. Foreningen hæfter ikke for forpligtigelser udover dens formue.

Bestyrelsen eller enkelte medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens gæld.

Hvis bestyrelsen eller et enkelt medlem, mod bedre vidende, påfører en kreditor tab, kan den/de drages til personligt ansvar.

§ 13

I huset må udskænkning af spiritus kun finde sted med bestyrelsens samtykke, samt efter ansøgning til politiet.

Familiefest er dog undtaget.

§ 14

Generalforsamlingen har højeste myndighed, og dens beslutninger kan ikke indankes for domstolene.