”GEBU - Grøn energi til bæredygtig udvikling” er et filmbaseret undervisningsmateriale, der sætter fokus på et af de helt store globale spørgsmål i vores tid: Hvordan sikrer vi den vækst og udvikling, der skal til for at afskaffe fattigdom UDEN, at klimaet går amok ?

Materialet her henvender sig primært til elever i folkeskolens 7-9 klasse, men er også relevant for elever på produktionsskoler og erhvervsuddannelser. Materialet er er case-baseret med tydelige danske vinkler, henvender sig målrettet til fælles faglige forløb indenfor naturfag og til samfundsfag og tilbyder store muligheder for tværfagligt arbejde og undervisningsdifferentiering indenfor de faglige temaer.

Materialet illustrerer konkrete løsningsmuligheder på to helt centrale dilemmaer, som verdenssamfundet står overfor. Det første: På den ene side kræver hensynet til klimaet, at verden skærer drastisk ned på sit forbrug af fossile brændsler / På den anden side har verdens fattige brug for energi for at komme ud af fattigdommen. Det andet: På den ene side er der et enormt potentiale for vedvarende energi netop i verdens fattige lande / På den anden side mangler de fattige lande de penge, der skal investeres for at udnytte de vedvarende energikilder. Teknologien, mulighederne og potentialet er til stede, men hidtil er der ikke sket nok.

Undervisningsmaterialet ”Grøn energi til bæredygtig udvikling” vil tilføre undervisningen et internationalt videnskabeligt perspektiv og give eleverne faglig indsigt i bæredygtige energiformer og i væsentlige globale udviklingsspørgsmål, ligesom det illustrerer de barrierer af forskellig art, der står i vejen for løsningerne. Men materialet viser også helt konkret, hvordan disse barrierer kan håndteres, så de grønne løsninger lader sig realisere. Og det gør det nærværende, interessant og relevant for eleverne at forstå og bidrage fagligt til diskussionen af de forskellige løsningsmuligheder.

Undervisningsmaterialet ”GEBU-Grøn energi til bæredygtig udvikling” motiverer og inspirerer eleverne til innovation, handlekraft og fællesskab, frem for at tale til den dårlige samvittighed. GEBU bruger Kenya som eksempel og viser, at mulighederne og potentialet for grøn energi er til stede, at problemerne kan løses, og – via konkrete eksempler - , at en række lovende projekter allerede er i fuld gang. Kenya indeholder en række spændende cases og er et af Danmarks samarbejdslande omkring udvikling gennem mange år.

Materialet skal:

  • Give øget forståelse for de mange mennesker, der fortsat mangler adgang til basal energiforsyning
  • Anvise måder, hvorpå problemet kan løses på en bæredygtig, co2-neutral måde
  • Motivere unge omkring naturvidenskabelige løsninger på klimaudfordringerne
  • Gøre klimaudfordringen og løsningerne på den nærværende, spændende, selvfølgelige og konkrete
  • Vise at Danmark er med både i forhold til teknologi, erhvervssamarbejde og i det internationale udviklingssamarbejde

Mød forfatterne til GEBUs undervisningsmateriale

Mød elever der har arbejdet med GEBU